Grounding

Ordet "grounding" bruges ofte i hesterelateret træningssammenhænge, og det forklarer en tilstand, man søger i både hesten og i mennesket.

Ordet kan oversættes til det at have en god ”jordforbindelse” eller det at være ”nede på jorden”.

Et menneske, der evner grounding, er i mine øjne roligt, kan bevare overblikket, reagerer relevant, er god til at lytte, tør stå ved sine holdninger og er åbne for andres.

Et menneske, der ikke er groundet, er måske hektisk, går let i panik, bliver stresset og opfarende, bryder let sammen, ser negativt eller urealistisk på tingene og er måske meget firkantet i sine holdninger.

 

Måske har du oplevet at mennesker, der har en god ”jordforbindelse”, er behagelige at være sammen med – deres selskab er nærmest dragende. Hestene har ofte samme effekt på os og i en travl hverdag, tiltrækkes mange ofte af nærværet med hestene. Omkring et groundet menneske eller nærværet med en hest, er det ofte lettere at finde sin egen ro. Alle mennesker har behov for øjeblikke, der inviterer til ro. Nogle har lettere ved at finde det, end andre har.

Adfærd smitter! Er folk omkring dig rolige og fattede, er det lettere selv at bevare jordforbindelsen.

Er mennesker du er sammen med stressede, opfarende eller hektiske, kan det være noget af en udfordring at finde eller bevare sit eget "rodnet".

 

Nogle mennesker besidder evnen af natur, mens andre har måttet tilegne sig den gennem øvelse. Heste er gode til at prikke til vores evne til grounding, kropsbevidsthed og nærvær, for hvis de ikke finder det i relationen til mennesket, opstår der ofte uro, og hesten søger flokken frem for sit menneske. Derfor lærer vi af hestene mere eller mindre bevidst, at bevare roen, for heste trives bedre, når vi har denne evne.